Hvad er Linedance – udover at være stærkt vanedannende?

Linedance er dans på linie uden partner.
Linedance er et rigtig godt alternativ, hvis du kan lide at danse og ikke har en fast partner at danse med, - fordi man danser solo. Danserne danser den samme dans i lige rækker ved siden af, og bag hinanden uden fysisk kontakt.
Alle starter med at danse samtidigt og dansen udføres således synkront og stadig på rækker. Det ser altid godt ud, når danserne gør sig umage for at holde pæne rækker dansen igennem Det er jo det der er meningen.
Linedance kan danses af alle uanset køn og alder. Om man er lille eller stor, tyk eller tynd, køn eller knap så køn, rig eller fattig, veluddannet eller uden uddannelse, i arbejde eller arbejdsløs/pensioneret spiller ingen rolle overhovedet. Du skal blot kunne tælle til 8 og kunne holde takten 
 
Det er godt hvis du kan lide god og forskellig musik. Linedance danses nemlig til meget forskellig musik, lige fra det traditionelle ældre og nyere countrymusik til valse, jive, jitterbug, pop, rock og funkmusik. Linedance kan danses til stort set al musik, det er bare at finde taktslagene og prøve sig frem. Der findes mange tusinde forskellige danse, det er næsten sådan, at hver gang der kommer et nyt stykke musik på gaden, så bliver der også koreograferet en ny dans. Hver enkelt dans er overskuelig at lære – der findes alle niveauer – det er op til din instruktør at vurdere, hvor niveauet på det enkelte hold skal lægges. Det er meget vigtigt at musik og dans passer sammen, og MEGET vigtigt at musikken ”fanger”, så bliver dansen meget nemmere at lære. I vores forening har vi tradition for, at danse til alle de hits som du dagligt høre i radioen på P3 og P4 
 
Linedance er en sjov måde at dyrke motion på. Tænk at få masser af motion samtidig med at man har det sjovt og hyggeligt. Man bruger mest benene, men så sandelig også mange andre muskler i kroppen, ikke mindst lattermusklerne når noget er besværligt, eller man pludselig står i en anden retning end alle de andre. Det er mentalhygiejne at træne sin hjerne til at huske, og man glemmer alle former for problemer samtidig med at man bliver fuld af ny energi.
Som regel kan man slet ikke vente til næste gang man skal dyrke sin motion Linedance, derfor er der også mange som danser flere gange om ugen 
 
Linedance kræver intet udstyr, og kan danses i hvilken som helst påklædning. Det vigtigste er at du har noget tøj på som du befinder dig godt i, og at skoene er med lædersåler, eller en anden glat sål. Kondisko er derfor ikke velegnede.  
 

Historien om linedancens opståen:

Linedance opstod allerede i 1800-tallet i Nordamerika og har udviklet sig i Amerika lige siden, dog sådan lidt on and off i popularitet og dyrkelse. Filmen Saturday Night Fever med John Travolta fra 1977 udløste et kæmpe opsving for Linedance i Amerika, - danseformen blev populær som aldrig før. Europæerne var ikke helt så hurtige, og først løbet af 80’erne og 90’erne escalerede interessen for Linedance for alvor.
 
I Danmark har Linedance været kendt siden starten af 90’erne, og har nu opnået stor popularitet. Der findes mange klubber og foreninger, hvor man kan lære Linedance, og der afholdes små og store arrangementer rundt i landet, hvor man kan mødes med ligesindede og dyrke den fælles interesse.